top

En nytårshilsen

En nytårshilsen fra sognepræst Daniel Ramild Thomsen-

For nogle uger siden havde jeg parkeret min bil nede ved det, der måske lidt pompøst bliver kaldt ’centrum’ i den lille by Bjæverskov. Det var en hverdagsaften og mørket var allerede faldet på – uden vi derhjemme havde haft overskud til at lave mad. Derfor låste jeg nu bilen og traskede hen over den grålige cement til den lokale pizzamand. Jeg skubbede døren ind og blev mødt af den gode friture-duft, og med det samme han vendte sig om, for at se, hvem det var, lyste han op i et smil: ”Daniel!””Hej … du” sagde jeg lidt akavet, fordi jeg desværre ikke længere kunne huske hans navn. Sådan havde jeg dog flere gange set ham gøre med alle, der kom ind af døren – ja, han havde en utrolig evne til at huske alles navne og vidste alt om, hvad de lavede. Han kunne tale med lastbilchauffører om hviletider, med teenagere om Barcardi Breezers, og engang da jeg havde en ven på besøg, der har læst filosofi, havde han udlagt flere filosofiske spørgsmål alt sammen inden han havde rakt os pizzabakken.Og sådan var det også denne aften. Da jeg kom ind og sagde hvilke numre jeg skulle have, fortalte han straks om en bog han havde læst om Grundtvig:”Grundtvig,” sagde han. ”Han var vigtig. Han har var med til at danne os. Gav den almindelige dansker et sprog,” sagde han mens han åbnede den varme låge til ovnen.”Ja, og så var han vist også vildt glad for at gå på bodega og spille billiard.”Vi blev hurtigt enige om den sidste biografiske detalje vidst nok havde været Churchill og ikke Grundtvig, men vi endte alligevel med at få en ret dyb diskussion.Og mens endnu en kunde kom ind og bestilte, blev vi enige om – alle os på pizzabaren den aften – at vi skulle ses til årets julegudstjenester..

Men sådan blev det som bekendt ikke. 2020 var et usædvanligt år.

Også kirkehistorisk var det bogstaveligt talt et år uden lige. I påsken stod dørene til kirkerne for første gang i umindelige tider låste, og aftenen før juleaften – i ly af natten – gik biskopperne ud og anbefalede at lukke alle kirker.Et kirkeår hvor vi altså hverken kunne samles til påske eller til jul, synes at være et frygteligt spild. Eller et ’annus horribilis’, som mange på sociale medier har kaldt det – nogle med en lidt uheldig, men dog alligevel rammende udeladelse af et enkelt bogstav (gæt selv hvilket).Men ligesom min lokale pizzamand sagde om Grundtvig, så har året 2020 lært mig, at der er noget der er vigtigt. Ja, i årets løb har vi set salmesangen få en revival. Hver fredag har op mod en million danskere sunget med på Grundtvig, på Kingo og på Ingemann. Og sæsonens ‘Fællessang – hver for sig’ blev sågar afsluttet med en trodsigt afsunget Ingemann-salme: ”Dejlig er jorden”; sunget af tusinder af danskere efter det år, som ellers har været alt andet end dejligt.Og sådan har jeg i løbet af i år forstået, hvor vigtigt det er, at vi – særligt i krisetider – har noget at samle os om; steder hvor vi kan se bort fra vort eget bare et øjeblik:i fællessang, i julegudstjenester, i højtider, og i traditioner. Og det må være mit håb for det nye år, vi går ind i nu. At vi må kunne holde fast i nogle af de ting, der samler os. At vi må kunne lægge nogle af vores individuelle behov lidt mere til side, og at kirken her i lokalområdet i 2021 også må kunne være et sted, der samler, og ikke spreder.Ja, som Grundtvig eller Churchill sagde det (det var vidst nok Churchill):”Mit håb er, at fællesskabets gavmilde instinkt ikke vil forlade os”.-Rigtig godt nytår!